Det bedste og det værste ved at bo på Ravnshøj – baseret på interviews med 13 børn, hjemmeboende unge og fraflyttede unge voksne. Barbara Lees
Det bedste er:
at der altid er nogen at lege med.
at vi har en kæmpestor sandkasse med legetøj.
borgen – den er sindssyg fantastisk.
at vi får den bedste mad. Det er godt at spise i fælleshuset.
at være på madholdet – så får vi sodavand. Det er sjovt at lave mad og dække bordet til mange mennesker.
at der er så mange børn at man kan lege spark til dåsen og Antonius og andre lege.
vennerne er rare. Hvis vi ikke boede her vil vi være ensomme. Men så vil vi nok også blive vant til det.
at have så mange forskellige steder man kan lege – gode udendørs faciliteter, trampolin, klatretræet.
at have venner i alle aldersgrupper, også voksen venner, hvis forældrene ikke lige er der. Hvis man er ked af det kan man altid gå til en nabo. Hvis man mangler en nøgle kan man bare gå over til en af de andre voksne.
at kunne hente hjælp fra de voksne, til f.eks. matematik og musik.
at have venner der er mindre end en selv.
det er fedt at vi kan holde fest i fælleshuset – men det må vi bare ikke hver weekend.
vi bliver mere socialt af at bo her. Vi lærer at omgås hinanden.
når der er fællesarrangementer. Vi har lavet talkshow, melodi grandprix, cirkus, det har bare været skægt. Vi tænkte også på at lave en gyser…..
når der er arbejdslørdage. Da mødes vi på en anden måde. Og der er god kage på arbejdslørdage.
der altid er liv her. Der er aldrig rigtig stille. Det er ligesom at bo på en campingplads
før var vi de ældste af de yngste, nu er vi de yngste af de ældst. Vi har altid lavet noget sammen. Det var rigtig sjovt at se dem som var endnu ældre, til jubilæum.
man ved så meget om hinanden – ligesom hvis det var din egen familie.
vi har aldrig haft lyst til at bo væk fra Ravnshøj, bare med vores familie. Det er synd for de andre, der ikke prøver det.
da vi lavede et børnemadhold. Nogen vil altid vaske op.
hvis man skal passes, skal man ikke ringe til sin bedstemor og bedstefar. Man kan bare spørge naboer.
det er godt at bo her, så lærer man flere at kende. Vi spiser sammen med mange forskellige, snakker med mange forskellige.
Det værste er:
hvis der er gråvejr og det regner og der er ingen hjemme at lege med.
hvis man bare har lyst til at være sig selv, og så kommer der nogen brasende og har lyst til at lege.
når man er på børnemadholdet og drengene smutter bare fra opvasken.
at de ikke altid laver børnevenlig mad, – pizza, lasagne. Nogle gange savner jeg kartofler.
hvis man er på madholdet og bare skal dække bord eller snitte grønsager.
når man altid skal oppe og spise i fælleshuset. Nogle gange er det rart at spise hjemme.
hvis man leger med en af sine venner og så kommer der nogen fra bofællesskabet, så føler man at man også skal lege med dem.
at vi skal synge hver gang til fællesspisning – vi synger jo også i skolen.
når man får gæster, og skal spise i fælleshuset. Der prøver jeg altid at komme for sent så de ikke skal synge med.
at nogen venner er bange for at skal over i fælleshuset og spise.
når der er arbejdslørdag og man mest har lyst til at gemme sig indenfor og være usynlig. Lige indtil kagen kommer.
at man ikke kan have noget for sig selv. Hvis man har flot tøj på, kan man risikere at nogen kommer med kommentarer.
hvis man bare vil være sig selv, hente æg, så kommer der måske en som gerne vil snakke. Man føler et pres.
når man holder fest og nogen ringer for at klage over larmen.
det er svært at passe madholdet ind i hverdagen. Når man skal holde fri fra arbejde for at passe madholdet, og så tjener man ingen penge.
Det vil være rart at:
kunne gå ud i sin egen have og spise en is uden at tænke på de andre.
have et større køkken og et ekstra badeværelse.
Ida, Kristian, Linnea, Sidsel, Andrea, Karen, Josefine, Nikolaj, en veninde, Mathilde, Mathilde. Kathia, Nicolai.